Skibe, søfart, skipperskrøner og maritime fortæller
Børn fortæller lokalhistorie på Fregatten Jylland

Den selvejende Institution Fregatten Jylland deltog i sensommer 2006 i kulturprojektet Børn fortæller lokalhistorie, som i børnehøjde ville skabe sammenhæng mellem børn og kultur på tværs af Syddjurs kommuner. Projektet blev præsenteret med stort engagement af kulturprojektets ankerperson Karen Marie Demuth, og såvel projektets fokus på skolebørn som kulturperspektivet tiltalte i høj grad Fregatten Jylland.

Det førte til, at Fregatten Jylland den 29. – 30. august fik besøg af 75 friske piger og drenge og 7 lærere fra 5. klasser fra Uglebølle skole, Ryomgård Realskole, Rønde skole og Skelhøje skole. De skulle påmønstre Fregatten Jylland i 16 timer på en Vagttørn, hvor de kom til at sove om bord og leve som en sømand fra 1864 sammen med fregattens 4 kommandører.

Fregatten Jyllands pædagogiske mål

Det var Fregatten Jyllands pædagogiske mål, at børnene skulle opleve søfartshistorie på egen krop i et kontrolleret didaktisk rollespil. Vi ønskede at trække skolebørn ud af hverdagens klasselokale og sætte dem ind i et autentisk læringsrum, der ved at appellere til alle sanser motiverede til læring såvel som lagring. De skulle lege med, lytte og gå i dialog med de 4 kommandører, imens de aktivt fulgte en vagttørns reglement under kommandørernes kyndige vejledning.

Der er i den seneste tid kommet fokus på læring gennem leg, og de didaktiske fordele ved dramapædagogiske øvelser. Uanset om det er historiske, samfundsmæssige eller personlige kompetencer, man ønsker at udvikle hos børn, så er det et nyttigt redskab til at lade dem lege sig igennem læringen. Til det formål har dramapædagoger udviklet ideen om en lærer i rolle. Når læreren er i rolle nedbrydes en del af skællet mellem lærer og elev. På den måde føles de fakta, som kommer fra læreren ikke som en del af undervisningen, men snarere som en del af legen. Læringen opstår gennem en kombination af fakta, følelser og personlig motivation hos elev og pædagog.

Vagttørn på Fregatten Jylland

Da de 75 børn ankom til Fregatten Jylland om eftermiddagen, blev de i første omgang budt velkomne. I et kort foredrag fik de leveret de skæbnesvangre fortællinger om Danmark i krig i 1864, og fik endda lov til at holde våben, som var med ved Søslaget ved Helgoland 9. maj 1864. De fik en historisk viden om søfartsliv, krig, kamp, stolthed, kærlighed og tragedie, og hørte hvordan det var at være barn om bord på Fregatten Jylland for 150 år siden, da drenge i alderen 12 – 14 år blev oplært i flåden. Små, adrætte og hurtige til at hente krudt i skibets bund, fik disse drenge tilnavnet Krudtaber i flåden. I løbet af de følgende 15 timer skulle eleverne bruge denne viden som inspiration til deres andre aktiviteter på fregatten.

Efter introduktionen stillede eleverne på pladsen foran fregatten, hvor de blev delt ind i fire kvarterer med hver deres kvartermester. Resten af dagen foregik under streng kommandoføring og disciplin. For at holde humøret højt indstiftedes en konkurrence, hvor alle eleverne optjente point ved at konkurrere kvarter mod kvarter. Det skabte en stemning af sammenhold og motivation.

De øvelser som indgik i konkurrencen var: eksercits, kanonmanøvrer, tovtrækning og skattejagt. Her lagde eleverne igen ører til fortællinger om 9. maj 1864, da Fregatten Jylland deltog i Slaget ved Helgoland og sejrede over fjenden, den østrigsk prøjsiske flåde. Samtidig følte eleverne på egen krop den hårde disciplin om bord på et dansk orlogsskib.

De fik selv lov til at rette skipperlabskovs an til aften-skafningen, før de gik til køjs om bord i hængekøjer, som søfolk i 1800-tallet. Næste morgen gjorde de honnør ved flaghejsningen, en aktivitet alle deltog i uden brok på trods af træthed og morgenkulde. Generelt bekom skibsdisciplinen, som blev leveret med et glimt i øjet af kommandørerne, eleverne godt. De var gennemgående meget engagerede, opmærksomme og spørgelystne undervejs.

Søkøbstaden Ebeltoft by night

Ebeltoft Museum deltog også i kulturprojektet. For den første aften, da mørket begyndte at lægge sig, blev eleverne sendt på opdagelse i Ebeltoft med lommelygter på jagt efter spor af Ebeltofts søfartshistorie sammen med en vægter og museumsleder Jacob Vedsted. Turen gik forbi tidligere Hotel Prins Carl (den unge Prins Carl var i lære på Fregatten Jylland og blev senere Kong Haakon af Norge), videre til en gammel købmandsgård, forbi Ebeltoft Kirke og gamle grave, til Rådhuset, Siamesisk samling og fiskerihavnen.

Efterspil

Eleverne blev opfordret til at tage digitale billeder af dem selv og deres kammerater undervejs. Billederne har Fregatten Jylland modtaget, og et udpluk af dem indgår i en mindre udstilling om Krudtaber - Børn på Vagttørn i vinterferien 2007.

Godt en uge efter overnatningen, havde børnene skriveværksted med børnebogsforfatter Søren Jessen i historiske lokaler om bord på fregatten, som næste led i projektet Børn fortæller lokalhistorie. Her havde vi fra Fregatten Jylland lejlighed til at møde børnene igen. Vi fik kontant kritik, og deres spørgelyst var stadig stor. Vagttørnen havde tydeligvis sat sit præg og givet dem en stor oplevelse og historisk viden med i bagagen.

Lærerne evaluerede besøget skriftligt på fregattens opfordring og gav konstruktiv feedback, som har været til stor nytte for Fregatten Jylland, der i 2007 har oprettet en skoletjeneste. Den vil videreudvikle vagttørnen og målrettet levende historieundervisning til skolebørn, og skoletjenesten deltager gerne i lignende kulturudviklende projekter for børn fremover.

Af
Karen Buch Dubery, kommunikationschef, Fregatten Jylland
Mikkel Boesen, museumsformidler, Fregatten Jylland

Fregatten Jylland
S. A. Jensens vej 4
8400 Ebeltoft
www.fregatten-jylland.dk

Her er mørkt, her er koldt. Jeg sidder nede i hulskibet på Fregatten Jylland. Jeg er også lænket, og jeg skal henrettes til daggry. I vil nok gerne vide, hvorfor jeg er her.
Jo det hele begyndte en hel almindelig morgen.
Jeg skulle ned til smeden og hente en ny gryde til min mor. Hov! Jeg har glemt at fortælle jer, hvad jeg hedder. Jeg hedder Nikolaj, jeg er 15 år.
Nå tilbage til historien – da jeg kom ned til byen var der en kæmpeplakat om, at Fregatten Jylland ville komme til byen og alle de unge mænd, der ville, kunne blive sømænd.
Jeg gik videre. Åh nej! Det er den bølle til Holger. Han har været en pestilens siden jeg mødte ham for første gang. Han har slået mig og smadret mig hele tiden.
Åh nej! Han løber efter mig. ”Ha ha nu har jeg dig! Sig goddag til Hr. næve!” sagde Holger. Av av av! Jeg halter hjem til mor.
”Åh mor!” Det var Holger igen. Så sagde min mor: ”Nej, nu kan det være nok! Ham Holger har slået dig længe nok. Nu kan det være nok. Du skal på togt med Fregatten Jylland.”
”Hold da op mor, det var en lang tale”, sagde jeg. Ok! Jeg skal på togt med Fregatten Jylland. Der kan Holger ikke nå mig.
Så gik der en uge, og jeg kom ombord. Men til den første mønstring var Holger der. Tænk at jeg skulle på togt med Holger, åh nej!
Efter mønstringen skulle alle 430 mand have hver sin køje, og selvfølgelig skulle jeg ligge ved siden af Holger. Men jeg fik mig nu også hurtigt en kammerat. Han hed Viggo.
Til skafning skulle vi have saltet skinke og beskøjter, men Holger slog mig stadigvæk. Til skafning skar han mig i hånden. Den nat sov jeg skidt, for hver fjerde time skulle jeg op og holde vagt.
Om morgenen gik jeg op og spurgte officeren om, hvor vi skulle hen. Han sagde ”Vi skal til Spanien menig Nikolaj.” Nå okay, vi skal til Spanien. Der er der i det mindste varmt tænkte jeg, mens jeg gik ned til banjedækket.
Men der stod Holger med min broche, jeg havde fået af min mor. Da han så mig, gik han over til kanonlugen og smed den overbord.
Da jeg så det, gik jeg over til ham og kikkede ham ind i øjnene og sagde: ”Det skal du få betalt!”.  Da jeg sagde det, begyndte han at grine: HA HA HA! Din lille mide, hvordan skal jeg få det betalt!”
Der gik jeg min vej og bed vreden i mig.
Næste dag var der et kæmpe stormvejr. Du skulle have set det. Det blæste og hele Fregatten Jylland var nær ved at vælte.
Jeg skulle holde vagt den nat sammen med min ven Viggo. Viggo tog den første ende af skibet altså fra lokummerne til kommandobroen.
Som sagt blæste det meget den nat, så vi havde store frakker på. Men da Viggo var kommet op på kommandobroen hørte jeg et skud, og Viggo faldt om.
Jeg løb op på kommandobroen og så at Viggo var blevet ramt i armen. I mellemtiden havde skuddet vækket alle ombord på Fregatten Jylland, og kaptajnen var allerede fuld i gang med at lede efter skuddets retning.
Viggo var hårds såret, og han kom ned på banjedækket med det samme. Vor skibslæge ville prøve at lappe ham sammen. Jeg sod stadigvæk oppe på det øverste dæk, da jeg så et lille skib lidt forude. Det så ud som om, det ville komme op på siden af os.
Lige pludselig lavede det en manøvre og den var oppe på siden af os. Jeg hørte kaptajnen sige, at vi skulle lade alle kanoner. Vi skulle være parat til kamp, så jeg fik også en riffel, og blev sat op i mærset.
Nu begyndte det andet skib at skyde. Jeg så deres kaptajn på dækket, han havde en kæmpe fjerhat. Jeg sigtede og skød. Lidt efter faldt han sammen og var død på stedet. Da de andre på det andet skib så det, blev de så bange, at de vendte om. Puha! En time efter kampen kom Viggo op fra banjedækket med en bandage på armen. Det havde vist sig at kuglen ikke var kommet helt ind i knoglen.
Den dag var Holger igen efter mig. Denne gang havde han ædt min morgenmad. Der blev jeg sur, rigtig sur, men igen grinede Holger bare ad mig. Efter morgenmaden skulle vi op i riggen, og min partner var Holger. Hele vejen op til mærset plagede han mig med sine dumme vittigheder om min mor. Da vi var kommet helt op sagde han: ”Ærlig talt Nikolaj, jeg synes din mor er grim”.

Nu kunne det være nok, ikke bare at kalde mig grim, men at kalde min mor grim. Nu kunne det være nok, jeg røg i favnen på ham og fik slået ham rigtig hårdt lige i hovedet så ham fik næse blod. Da han lå der og holdt sig for næsen., sparkede jeg ham ud over kanten så han faldt ned på dækket.

Det så kaptajnen, og jeg blev revet ned fra mærset af en officer. Da jeg kom ned, så jeg at Holger lå helt stille. Jeg så også at skibslægen kom styrten og fik taget pulsen på ham, og fik konstateret, at han var død på stedet.
Så du kan se, at jeg fortjener at sidde her.
GUD det er snart daggry. Nu kommer officeren: ”Så Nikolaj, nu er det tid til, at du kommer op på dækket og drager dit sidste suk”.
”Okay, det er jo så nu!”, svarede jeg.

Hej, jeg er fortælleren, jeg tager over, fordi Nikolaj ikke kan fortælle noget. Ja, Nikolaj kom op på dækket hvor bødlen stod parat med en riffel. Han tog sigt og skød BUMM!”
                                                            Alexander Ulrich Thygesen

En sømands kærlighedshistorie.

”Så står vi op alle mand!” råbte kaptajnen. Jeg vågnede fra min køje og hjalp med at dække bord til morgenmaden. Vi spiste en portion havregrød og drak et glas vand.
Efter vi havde spist gik vi i land i København. Inde på en bar fandt jeg min elskerinde Djulia, hun løb hen imod mig og gav mig et kys på kinden. Vi skulle hjem til hende og være der natten over.

Nu må jeg over til kaptajnen. Jeg hjalp med at slæbe kasser op på dækket og vinkede, da jeg så Djulia.     
Så råbte Kaptajnen: ”Så er der afgang!” Jeg vinkede igen, da jeg så Djulia græde. Hun råbte: ”Farvel Simon!” Jeg gik ned og spurgte kongen, hvilken havn vi skulle til nu. Vi skulle til Grønland og Holland.
Det var søndag og jeg skulle til at vaske mit tøj.

Efter 5 måneder fik jeg et brev fra min kæreste Djulia, hun skrev: ”Min kære Simon, det går godt, og nu bliver du glad, jeg er gravid! Jeg savner dig rigtig meget, og jeg har været ved lægen, og de siger, at det bliver en pige, og jeg synes hun skal hedde Djulie, så vi ses om 2 år. Kæarlig hilsen din Djulia!”
Jeg græd helt af glæde over, at jeg skulle være far. Jeg gik op på dækket. Kaptajnen havde fået et hjertestop! Han var helst stiv, iskold og død af hjertestoppet.
Alle syntes, jeg skulle være kaptajn i starten, men jeg tænkte: ”Hvad så med Djulia og min nye datter?” Jeg besluttede, at jeg ville sejle hjem til Djulia og blive der
Jeg sagde til Klaus, at han skulle være kaptajn i stedet for mig. Efter yderligere 2 måneder var jeg hjemme. Djulia løb i armene på mig. Hun havde en tyk mave. To måneder senere fødte hun en dejlig, lille sund og rask pige, der hed Djulie!

Simon ville hellere leve sit liv med sin dejlige kæreste i stedet for at være kaptajn på et skib, Kærligheden besjre ALT!

Dagbog skrevet af Preben Jensen, Ryumgaard Realskole

d. 5. okt. 1868

Kære Dagbog.
I dag var min første dag ombord på Fregatten Jylland. Jeg og nummer 36 blev i gaar fanget og slæbt ombord på skibet her i Ebeltoft. Vi var til bal og blev ret saa fulde og vaagnede saa op med tømmermænd i en Hængekøje. Jeg og nummer 36 er blevet kanonnere. Det værste arbejde man kan faa. I morgen skal vi, nr. 36 og jeg, op i Stormasten for at kysse Knoppen. Det glæder jeg mig ikke til, faktisk ville jeg slet ikke være Sømand. Jeg har altid drømt om at blive Bager

I Morges blev vi vækket klokken 5 af Officererne. De slog paa Pander med Grydeskeer. Det var saadan en larm at jeg faldt ud af Hængekøjen. Ved Middagstid blev vi kaldt på Dækket til optælling. Jeg og nr. 31 kom i gruppen ”Kongens Kvarter”. Officererne raabte af fulde Hals, man skulle tro der blev fyret Kanoner af.

D. 6. okt. 1868

Kære Dagbog.
I nat har jeg kun sovet i 4 timer, for jeg har haft Vagt sammen med nr. 240. Vi sejlede kl. 24 i nat.

Jeg og 31 sad på Daset da vi pludselig hørte ”Mand over bord” saa vi fik travlt med at faa Bukser paa og komme ud at hjælpe dem. Det var 240. Vi fandt ham desværre ikke. Det blev jeg meget ked af. Hvem mon jeg skulle staa Vagt med nu?

Ved Middags tid tænkte jeg, nu skulle det være, nu skulle jeg op og kysse Knoppen.
Da jeg var kommet et stykke op, fandt jeg ud af, jeg havde højde skræk. Saa jeg maate kravle ned igen. Fordi jeg havde brudt Loven fik jeg en Lussing og resten af Dagen laa jeg i Lænker.

d. 30. okt. 1868

Kære Dagbog.
I dag skulle der gøres rent. Vi startede med Dækket. Jeg, 31, 62, 340 og 47 fik en Mursten og saa var det bare med at komme i gang med at skure. Det er det haardeste Arbejde jeg nogensinde har lavet. For det første skal man skure saa hårdt, at Man er ved at springe i Luften. Så var der en der kaldte paa mig. Det var Officeren. Han ville have jeg skulle op i Stormasten for at sætte Lynaflederen på plads. Der stod jeg foran Stormasten rystede som en Hjort, naar jægeren kommer. Da jeg var lidt over halv vejs gled jeg, jeg faldt og faldt, det var som om det varede i aar tier, og saa husker jeg ikke mere.

31 fortalte at jeg gled og landede på Dækket. Jeg har brækket Armen. Det er som om jeg har to Hjerter for min arm dunker rigtig meget.